Wednesday, August 11, 2010

Workshop i Damaskus, februar 2010 (Del 2)

Forestillingen ”Seek to Seek” skal være en slags åndelig skattejagt, hvor tilskueren bevæger sig alene rundt i et labyrintisk univers i en stor bygning, og her møder de medvirkende i en-til-en møder i labyrintens rum. Undervejs er mødet med performeren præget af tilskuerens deltagelse. Måske skal tilskueren vælge noget eller inviteres til at gøre noget sammen med performeren. Det er altså et konkret, dybdegående og virkeligt møde mellem performer og tilskuer. Optagelsesprøven er derfor ikke en typisk teateroptagelsesprøve. De får ikke lov til at vise deres kunnen indenfor sang, dans eller som skuespiller. Det primære vi kigger efter er deres evne til at forbinde sig med et andet menneske, til at skabe en autentisk kontakt, der berører begge parter. Om de er i stand til at skabe en konkret handling der uddyber og bringer dybde i kontakten.

Første workshopdag. Prøverne er lagt eftermiddag og aften for at tilgodese de syriske skuespilleres døgnrytme. Stort set alle er nødt til at lave tv-serier for at overleve økonomisk, og i perioder har de monster-lange dage med optagelser der slutter sent, og de går først i seng langt ud på natten.
De er delt i to hold så de 4 første deltagere arbejder med os fra kl. 15-18 og andet hold kommer fra kl. 18 – 21.

Vi starter med at vente. Syrisk tidsregning er 15-25 min. efter den danske! Efter en introduktion om teatret og den kunstneriske research, skal spillerne på gulvet. Vi starter et arbejde omkring sensitivitet og fornemmelse for tilskueren, samt en sanselig og kreativ tilgang til at skabe en oplevelse for tilskueren. Nullo og jeg arbejder med et par i hvert sit rum. I parret er den ene guide og den anden ”tilskuer”. Tilskueren har bind for øjnene, og guiden skaber en sanserejse for ham eller hende igennem berøring, dufte og lyde. Udfordringen er at få dette arbejde til at løfte sig fra en usammenhængende præsentation af indtryk, til at skabe en tematisk og kunstnerisk rejse der udvider rum og tid for tilskueren.

(uddrag af artikel af Siri Haff)

No comments:

Post a Comment